Lommepenge app eller skema på køleskabet?

Lommepenge app eller skema på køleskabet?

For snart fem år siden havde jeg et fedt fælles projekt med mine to døtre. Vi startede med det klassiske pligt/lommepenge-skema på køleskabet, men endte med at lave konceptudvikling, logodesign, branding – og sidste men ikke mindst en online lommepenge app. Det var en fantastisk proces – men blev resultatet mon bedre end skemaet på køleskabet?

Pligter og ansvar giver læring og selvværd

Foråret 2016 gik mine to døtre i 0. og 3. klasse og vi blev enige om, at det var tid til at snuse lidt mere til de huslige pligter. Tid til – fordi tesen her i huset er, at der med ansvar også følger stor læring og selvværd (og et styrket fællesskab).

Vi satte et håndlavet skema på køleskabet (tak til Maria), hvor ca 10 af de mest almindelige pligter var listet sammen med det antal kroner, det gav at udføre opgaven. Når man havde udført en opgave, måtte man sætte en streg og én gang i ugen kom regnskabets time, hvor de fik udbetalt deres “løn” / lommepenge. 

Her ses vores helt oprindelige, håndskrevne og aldeles offline skema på køleskabet. Tro mig, der blev holdt meget øje med det skema:

Skemaet kunne forbedres – idéen om en lommepenge app blev født

Vores skema på køleskabet fungerede fint, men vi opdagede et par forbedringsmuligheder:

  1. Billeder fremfor tekst
    Min yngste datter, som gik i 0. klasse, havde behov for hjælp til at læse skemaet, så det kunne være rart med billeder eller illustrationer.
  2. Automatisk opsummering af ugens lommepenge
    Børnene ville ret ofte – nærmest dagligt – gerne se, hvor meget de nu havde sparet op, så det ville være smart med en form for “regneark”, der automatisk viste et totalbeløb.

Jeg arbejdede (og gør stadig) med design og udvikling af hjemmesider og webapps, så jeg foreslog pigerne, at vi lavede en digital version af vores ellers så fine lommepenge-skema. På den måde kunne andre familier også få glæde af værktøjet. De var med på idéen, og sammen startede vi en sjov rejse og skabte en gratis lommepenge app, der på kort tid fik brugere i hele landet – fra Gedser til Skagen. 

Fra (sure) pligter til naturlig rutine – når en karklud får karma og bliver en karmaklud

Navnet faldt på “Karmaklud”, fordi vi gerne ville bringe noget god karma ind i de ellers lidt sure pligter – repræsenteret ved karkluden. Den sure karklud blev derfor til en glad karmaklud. 

Hjemmelavet logo

Min yngste datter gik i gang med at tegne et logo. Herunder ser i den første rå skitse (elsker den tegning). 

Håndtegnet logo til vores lommepengeg app Karmaklud
Min yngste datter, Nanna, har her lavet et første udkast til Karmakluds logo

Billeder af de huslige pligter

Min ældste datter gik på fotoshoot i hele huset og lavede opstillinger over de mest almindelige huslige pligter, der kunne give lommepenge. Her ser I et udpluk af de billeder, vi lagde ind i appen, så man hurtigt kunne komme i gang (hvis man ikke selv ville fotografere).

En gratis lommepenge app

Mens vi branstormede og hyggede os med et sjovt fælles projekt, programmerede jeg selv på livet løs, og i løbet af få måneder lancerede vi en web app på karmaklud.dk. Familie, venner og bekendte kastede sig over appen, og hurtigt spredte den sig ud i landet.

Ungerne kunne nu finde mobilen frem og trykke på billedet af den opgave, de havde udført, og vupti, så blev det totale lommepenge-beløb opdateret. Det skabte en fantastisk motivation og en indbygget “gamification” – faktisk lige præcis den karma, vi havde søgt.

Her ses et par billeder af, hvordan appen kom til at se ud.

Skal man have penge for at hjælpe lidt til?

Der er rigtig mange meninger om børn og lommepenge. Og jeg har som far også haft mange overvejelser omkring det. For skal man virkelig have penge for at bære sin egen tallerken ud efter aftensmaden? Det helt unuancerede svar må simpelthen være nej. Det er en helt naturlig rutine og en del af den daglige, fælles “drift” i et hjem. 

Jeg tror, det er vigtigt, at vi lærer vores børn at bidrage naturligt til fællesskabet – også når det er surt, for så skal vi løfte i flok.

Nå, men hvorfor hulan så gå så meget op i det med lommepengene? Vores projekt startede med en indbygget øjenåbner. Mine børn kunne godt regne ud – og se – at der var ting, man kunne hjælpe med. Men de kunne ikke se det hele – og det var ikke altid let at kende forskel på indsatsen ved at slå græsset og gå ud med affaldsposen.

En øjenåbner for ungerne

Lommepenge-skemaet var et godt og sjovt omdrejningspunkt til at snakke om alt mellem himmel og jord. Og helt konkret fik ungerne øjnene op for flere ting og indsatser i hjemmet – samt proportionerne i dem. Som øjenåbner var både køleskabsskemaet og vores egen lommepenge app et genialt værktøj.

Og så glemte de lommepengene…

Det mest magiske øjeblik i hele vores huspligt/lommepenge-drevne opdragelses-projekt var overgangen fra fokus på økonomisk belønning til ubevidst deltagelse i fællesskabet. 

Jeg oplevede ganske enkelt, at ungerne fik oparbejdet simple rutiner, således at madkassen skulle tømmes, skraldet skulle bæres ud, værelset skulle ryddes op – det var jo pludselig selvfølgeligheder. Det behøvede de ikke længere en lommepenge app til at minde dem om.

Børnene blev ældre og mere “fornuftige” – ja ja, så deres ansvarlighed i hjemmet var måske kommet naturligt. Men de gik også gennem en sund læringsproces, fordi vi aktivt tog fat på emnet. De fandt ud af, at pligter og ansvar er en naturlig del af livet, og at man vokser med ansvaret. Og så fandt de også ud af, hvad huslige pligter i det hele taget kan være.

Hvorfor skal det hele være digitalt?

Min nu 14-årige datter og jeg har for nylig set dokumentaren The social dilemma på Netflix. Den handler især om sociale mediers negative indflydelse på mennesker. Derudover har den det særlige element, at kritikken kommer fra flere af de mennesker, der netop stod bag flere verdenskendte brands og virkemidler som fx mediet Facebook og funktionen Like-knappen.

Skemaet på køleskabet er et synligt vidne om en fælles indsat i hjemmet

Uden at lyde alt for dystopisk, vil jeg gerne trække en parallel mellem The social dilemma og vores snak om lommepenge apps og digitaliseringen af skemaet på køleskabet. For hvorfor skal det hele altid digitaliseres? 

Ved at gå fra skemaet på køleskabet til de individuelle skærme med hver sin lommepenge app, fjernede vi jo en fælles fysisk markering midt i hjemmet, der beskrev et fælles projekt – en fælles indsats. I stedet blev det mere individuelle projekter på egne skærme. Og er der noget, vi i forvejen bruger rigeligt tid på – så er det egne skærme!

Set i bakspejlet, havde mine børn og jeg et sjovt fællesskab omkring udviklingen af vores helt egen lommepenge app, Karmaklud, men skemaet på køleskabet fungerede mindst lige så godt og var på mange måder et federe fælles statement midt i hjemmet. Så selvom appen var smart og gav visse fordele, så var den i dagligdagen et skridt væk fra det vi i virkeligheden søgte – nemlig at styrke fællesskabet.

Sådan laver du et skema til lommepenge

10 minutter 10 minutter

Sådan laver du et fysisk skema til lommepenge:

  1. Tag et A4-ark (på højkant)

  2. Lav en kolonne til de huslige pligter

  3. Lav en kolonne til belønningen for hver pligt

  4. Lav en kolonne for hvert barn – skriv enten forbogstav eller hele navnet afhængig af hvor mange I er

  5. Udfyld listen med relevante pligter og deres belønning, fx “Gå ud med skrald, 2 kr”, “Tømme opvaskemaskinen, 4 kr” eller “Dække bord til aftensmad, 3 kr”

  6. Barnet sætter nu selv en streg hver gang en pligt er udført

  7. Aftal i familien om der er “regler”. Det kan fx være, at man minimum skal udføre to pligter hver dag – eller at der er et loft på antal pligter om dagen.

  8. Aftal hvornår og hvordan der aflønnes for pligterne. Fx hver fredag udbetales beløbet i kontanter, eller vi tager sammen i kiosken og køber slik for de beløb, I har optjent.

  9. Lav et nyt skema, når det gamle er fyldt

Det skal en lommepenge app kunne

I bund og grund skal en lommepenge app jo kunne det samme som beskrevet ovenfor med det fysiske skema på køleskabet (eller hvor det nu skal hænge). Men der kan være flere smarte funktioner at holde øje med.

Indbygget betalingsløsning

I Karmakluds lommepenge app havde vi ikke en indbygget betalingsløsning, så børnene automatisk kunne betale med appen eller et tilknyttet kort ude i butikkerne. I stedet kunne man som forældre betale for sit barn i en butik og efterfølgende manuelt trække beløbet fra den samlede lommepenge-saldo i appen. Det fungerede super, men er du på udkig efter noget mere avanceret, findes det skam. 

Flere banker er begyndt at udbyde apps til lommepenge, og her er der naturligvis tænkt en betalingsløsning ind. Se fx Danske Banks Lommepenge. Der er dog også eksempler på banker, der ikke har implementeret reelle betalinger og “rigtige penge”. Se også Arbejdernes Landsbank.

Som iværksætter vil jeg naturligvis også nævne skønne MyMonii, som også har fået indbygget betalingsløsning. Appen er bl.a. også interessant fordi du her er mere uafhængig af et pengeinstitut.

Digital sparegris

Et andet koncept, jeg er stødt på over de seneste år, er er den digitale sparegris. Her så vi bl.a. Ernit, som forsøgte med et lidt bredere take på at give børn den bedst mulige økonomiske start på livet. En interessant tanke i forhold til nutidens kunstige overforbrug, kviklånsmentalitet og “Luksusfælden-skæbner”, der desværre alt for sent og på den barske måde ser de økonomiske realiteter i øjnene. 

Spiir (app der hjælper med at skabe økonomisk overblik) sætter her et par interessante ord på en teenagers økonomiske udfordringer og dilemmaer. 

Konklusion – skema på køleskabet vs. lommepenge app

Mine børn og jeg havde en fantastisk oplevelse med at skabe noget sammen. Det kan som grundkoncept altid anbefales. Vi har nu pr. januar 2021 valgt at lukke for webappen Karmaklud og konvertere sitet til en blog. Vi er selv vokset fra appen og sitet krævede tid og økonomi at vedligeholde. Vi vil gerne sende en kæmpe tak ud til alle vores brugere. Det har været en super spændende rejse sammen med jer!

Vi er nu klar til at tage skridtet videre og planlægger nye spændende blogindlæg om moderne familieliv. 

Og hvad lommepenge apps angår… Helt ærligt, vi kigger sgu rigeligt ind i de skærme. Vi må erkende, at vi med Karmaklud skabte en digital version af noget, der fungerede mindst lige så godt og havde de skønneste offline og fysiske kvaliteter – nemlig en god gammeldags seddel på køleskabet. Personligt synes jeg, mine børn, ungdommen – og ja også vi voksne – bruger for meget tid bag ego-skærmene. Og mens vi gør det – glemmer vi dem, der står lige overfor os. Det må aldrig ske…

Lommepenge app på bord
Team Karmaklud 2016